Salling Group har tidligere meldt ud, at man sammen med Clever vil opsætte 1.000 ladepunkter fordelt rundt om i landet ved Netto, Bilka og Føtex. Nu er der imidlertid også adresse på langt de fleste af dem.
Helt nøjagtigt 785 styk, og langt de fleste bliver, meget naturligt, placeret ved Netto-butikker, der er spredt ud over hele landet i det største antal.
Det er ikke 785 ladestandere, da hver ladestander typisk har to ladepunkter
1.000 ladepunkter er ganske mange, og det tager da også lidt tid, før de alle er i drift. Planen er for nuværende, at de skal være klar ved udgangen af 2025.
For Salling Group er det et vigtigt skridt i den rigtige retning, at koncernen i samarbejde med Clever giver kunderne mulighed for at lade elbilen. Salling Group ønsker at minimere sit aftryk på klimaet og hjælpe kunderne med at træffe grønnere valg i hverdagen. Det bidrager de mange ladestandere til.
Vi har en klar ambition om at gøre det lettere for vores kunder at træffe valg i hverdagen, der støtter ønsket om at mindske den globale opvarmning. Med fordelingen af ladepunkterne ud over hele Danmark gør vi det lettere for vores kunder og andre danskere at lade elbilen, så de på en nem måde kan bidrage til den grønne omstilling, siger CSR-direktør i Salling Group, Henrik Vinther Olesen.
Kilde. Salling Group