Scandlines har vundet National Energy Globe Award. Scandlines optimerede ved et simpelt men effektivt miljøtiltag Gedser-Rostock-færgerne til den aktuelle driftsprofil og skar dermed 6 procent af færgernes samlede energiforbrug og hele 11 procent af fremdrivningsenergien. Den strategiske ændring sikrer et tilsvarende fald i CO2-udledningen.
Prisen anerkender projekter, der fokuserer på brug af vedvarende energi, energieffektivitet og bæredygtighed, og netop det er Scandlines’ tiltag med nye, mindre propelblade et godt eksempel på.
I 2016 indsatte Scandlines to nye hybridfærger på ruten Gedser-Rostock. Færgerne er specialdesignet til ruten og til en hastighed på 20 knob med tre motorer i drift: to på centerpropellen og én til hotellast og thrustere.
Som led i rederiets grønne agenda er farten reduceret til 16 knob, og derfor er der kun behov for én motor på centerpropellen. Skibenes fremdrivningsmaskineri er ikke optimeret til denne hastighed, og én hovedmotor har ikke tilstrækkeligt drejningsmoment til at dreje propellen med den designede pitch (vinkel på propelbladet). For ikke at overbelaste motoren reduceres pitch, og propellens effektivitet falder væsentligt.
Den hidtidige centerpropel med en diameter på 4,6 meter blev således ikke udnyttet optimalt, og Scandlines besluttede derfor at udskifte de fem propelblade til mindre blade, så centerpropellen nu har fået en diameter på 4,2 meter. Ud over den forbedrede virkningsgrad giver det også færre vibrationer.
I begrundelsen for at udnævne Scandlines til vinder anfører juryen bl.a.: ” Projektet opnåede ikke kun bemærkelsesværdige energi- og emissionsreduktioner, men reducerede også vibrationer og risikoen for skader, hvilket viser Scandlines’ engagement i miljøvenlig maritim transport.”
Nonprofit-organisationen ENERGY GLOBE Foundation uddeler hvert år prisen i over 180 lande. Målet er at fremhæve løsninger på miljøproblemer.
Kilde: Scandlines