Scandlines har fået en tysk innovationspris. Den er givet af det tyske selskab for transportforskning, og kommer på baggrund af rederiets kommende ombygning af to hybridfærger.
M/F Deutschland og M/F Schleswig-Holstein sejler på Rødby-Puttgarden-ruten. Næste år vil de blive bygget om til plug-in færger. Ladetårne sikrer, at det kun tager 12 minutter at få strøm, der kan dække 80 procent af den energi, som færgerne anvender til en overfart.
– Vi er utrolig stolte og beærede over, at vores projekt blev valgt som vinder af prisen. Det er et klart signal til vores mange kolleger og eksperter, der bidrager med kreative tanker og tekniske løsninger til at gøre vores flåde mere og mere bæredygtig. Vores mål er emissionsfri drift på Rødby-Puttgarden ruten allerede i 2030, og det prisvindende projekt er et stort skridt mod det mål, lyder det fra Marko Möller, som er Head of Business Administration & Special Projects i Scandlines.
Scandlines har et mål om zero direct emissions for hele virksomheden i 2040. I 2030 vil man være kommet mere end halvvejs. Her vil man være nede på 60 procent af udledningen fra 2008
Ros for pionerånd
Jörg-Andreas Krüger, præsident for den tyske miljøorganisation NABU ønsker Scandlines tillykke med den tyske innovationspris med disse ord:
”Prisen understreger rederiets innovative evner, pionerånd og mod på at gå forrest for at for at operere færgerne med mindst muligt aftryk. Færgerne mellem Danmark og Tyskland viser med endnu et godt eksempel, hvordan rederierne globalt kommer tættere på emissionsfri drift. Vi er stolte over at være en mangeårig samarbejdspartner for Scandlines og af at ledsage dem på rejsen mod emissionsfri drift.”
Kilde: Scandlines