
I dag drives de danske boreplatforme, der udvinder olie og gas, af den energi, de selv henter op. I stedet kan det være en CO2-mæssig fordel at drive dem ved hjælp af grøn elektricitet.
Energistyrelsen har udarbejdet en analyse, der kigger på potentialet ved en sådan konvertering. Elektrificeringsanalysen giver et kvalificeret bud på, hvordan vi i Danmark inden for en kortere årrække vil kunne reducere udledningen af CO2 ved at forsyne platformene i Nordsøen med elektricitet fra vedvarende energikilder.
Analysen sætter desuden tal på størrelsen af reduktionspotentialet frem mod det politisk besluttede indvindingsstop i 2050 samt på de samfunds- og brancheøkonomiske konsekvenser ved en omlægning til elektrisk drevet olie- og gasproduktion. Desuden afdækkes relevante regulatoriske rammer og udfordringer ved en elektrificering af indvindingsanlæggene.
Der er i analysen ikke set på eventuelle reduktionspotentialer for emissioner knyttet til afbrænding (flaring). Således fokuserer analysen på de 85-90 procent af produktionsemissionerne fra den danske olie- og gasindvinding, der stammer fra anvendelse af egenproduceret gas og, i beskedent omfang, diesel som brændsel på produktionsplatformene.
Kilde: Energistyrelsen