Kombinationen mellem solceller på et privat hus og elbil i carporten syntes oplagt. Men sådan har det faktisk ikke været, for med en solcelleanlæg på taget ryger den statslige refusion af elafgiften på over 94 øre pr. kWh.
Den praksis vil energiselskabet NRGi nu ændre på. Og det er der en helt bestemt årsag til.
– Når boligejere både investerer i solceller og elbil, er de med til at accelerere den grønne omstilling i Danmark. Det vil vi gerne støtte. Så de skal naturligvis ikke være dårligere stillet end naboen, der ikke har solceller på taget. Derfor har vi valgt at dække og refundere halvdelen af elafgiften for at rette op på denne skævhed, så det bliver mere attraktivt at investere i bæredygtige løsninger, siger Jacob Schmidt, der er markedsdirektør i NRGi.
I praksis betyder det nye initiativ fra NRGi, at deres kunder, der både har en ladeboks i carporten og solceller på taget af deres bolig, kan få 50 procent af elafgiften i kompensation, svarende til 0,473 kroner per opladet kWh, baseret på satsen for 2024.
Omsat til reelle kroner, vil en elbilsejer der går med i denne ordning, få en besparelse på cirka 3.000 kr. om året, hvis man kører 30.000 kr. årligt.
Ifølge Jacob Schmidt skal man ikke undervurdere de økonomiske aspekter, når det kommer til, om boligejere vælger at investere i bæredygtige løsninger som elbiler og solceller.
– Vi ved, at økonomien spiller en stor rolle, når boligejere skal beslutte, om de vil investere i bæredygtige løsninger. Hvis besparelserne kan mærkes i pengepungen, bliver det pludselig meget lettere at tage springet. Det er ikke bare godt for klimaet – det kan også betale sig rent økonomisk, forklarer han.
Kilde: NRGi