
Salget af grønne biler overhalede de sorte i december sidste år, men det var hidtil en enlig svale, for her i januar er bilsalget igen sort.
Elbilen har stort set holdt sin andel på cirka 25 procent, mens salget af plug-in-biler nærmest er styrtdykket. Fra en andel på over 30 procent til blot små 13 procent. Oven i købet af væsentligt færre antal solgte biler.
Januar 2022 blev nemlig en sløv omgang med små 9.500 nye biler. Det er over 8 procent mindre end i januar 2021.
En mindre andel i et vigende marked er ikke just gode, grønne takter.
Det voldsomme dyk skyldes formentligt de stigende afgifter på både plug-in og og de elbiler, der befinder sig i de prismæssigt lidt højere luftlag, men det var også forventet
Salget af plug-in hybriderne taber terræn, og det er helt i tråd med den politiske aftale om nye bilafgifter, hvor afgiften på plugin-hybriderne stiger hvert år, siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.
Uheldigvis har salget af elbiler ikke udfyldt det hul, men det skyldes ikke nødvendigvis, at danskerne har vendt de grønne biler ryggen.
Danskerne efterspørger langt flere elbiler end vi kan levere i øjeblikket. I virkeligheden er danskernes bilkøb grønnere end vores salgstal viser, påpeger Mads Rørvig.
Dermed kan der ligge en pukkel af grønne biler i vente, når forsyningskrisen er ovre, og ventetiden på en ny bil ikke er på 12-14 måneder.
Det fjerner dog ikke det faktum, at den sorte bilpark i januar voksede yderligere i forhold til den grønne.
Kilde: De Danske Bilimportører