Beton er blandt de tunge klimadrenge, og derfor et af de materialer, som gerne skulle mindskes i dansk byggeri. En af vejene kunne være at benytte sig af en gammel kending; stampet lerjord.
Om det kan lade sig gøre, skal et nydannet partnerskab, ’Leralliancen’, nu undersøge nærmere. I den forbindelse får man støtte fra Realdania.
Det er PensionDanmark, KIRKBI og CPH Village, der sammen med tegnestuerne Juul Frost Arkitekter, ReVærk og MEE Studio har indgået ’Leralliancen’.
’Leralliancen’ adresserer de nuværende udfordringer med produktion, hvor tid og pris gør det svært at industrialisere, kommercialisere og skalere stampet lerjord som byggemateriale. Her undersøger partnerskabet også muligheden for at anvende ny robotteknologi til produktion af stampet lerjord. Det kan bidrage til at nedbringe pris og produktionstid markant.
De mange positive egenskaber ved stampet lerjord kan bidrage til at mindske CO2-udledningen i byggerier. Først og fremmest giver lerjord som erstatning for beton en betydelig klimafordel. Men der er også gevinster at hente i udfordringen med at afskaffe overskudsjord fra byggeriet, og så er lerjord også cirkulært, da det enten kan stampes til nye elementer, eller knuses og føres tilbage til jorden.
– Byggebranchen står for en væsentlig del af verdens samlede CO2-udledning, og det kalder på innovation og brede partnerskaber. I PensionDanmark vil vi gerne bidrage til at trække branchen i en grønnere retning og hæve ambitionsniveauet for CO2-reduktion i byggeriet. Her er alternative byggematerialer et helt centralt element. Samtidig vil markedet kun efterspørge grønne løsninger i endnu højere grad, så projektet har også et stærkt forretningsmæssigt potentiale, siger Marius Møller, direktør for PensionDanmark Ejendomme.
Hvis ubrændt ler og lerjord kommer ind i byggeriet, er det tale om en tilbagekomst idet materialet tidligere har spillet en stor rolle i dansk byggeri. Men efter introduktionen af beton, forsvandt interessen – bl.a. fordi effektiviteten var for lav.
– Et projekt som dette kan bidrage til, at vi genopfinder et materiale, der er gået i glemmebogen, og opdaterer byggeskikken til en effektiv produktion. Måske med robotter eller andre nye muligheder. Ved at forene fortid og fremtid håber vi at vinde på flere fronter – både i forhold til æstetik, bæredygtighed og indeklima, siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.
Kilde: PensionDanmark