For få år siden var det god tone latin, at strømmen alt andet lige var billigere om natten end om dagen. Baggrunden var, at vindmøllerne snurrede døgnet rundt, og med et mindre forbrug faldt prisen.
Sådan er det ikke nødvendigvis længere, og baggrunden skal hentes i de stadig flere solcelleanlæg, der spæder til den samlede mængde strøm. De er af gode grunde kun aktive om dagen, og derfor kan eftermiddagstimerne godt være den tid på døgnet, hvor strømmen er billigst.
Den tendens begyndte så småt i 2022, og den ventes at fortsætte her i 2024.
– Der bliver installeret flere og flere solceller, og det medfører en øget produktion af grøn strøm, hvilket påvirker prisen på el i dagtimerne, når solen skinner, siger Troels Skipper, OK’s produktchef på el.
Hvis flere udnytter de timer, vil det være muligt at glatte elforbruget endnu bedre ud. I dag ser mange el-selskaber, at især opladning af elbiler har flyttet sig til om natten, men det kan sagtens vise sig at være en bedre idé at anvende timerne omkring middag. Ikke mindst i de tilfælde, hvor det vil være muligt at trække på et lokalt anlæg.
Kilde: OK