
Fra marts sætter de to sjællandske elnetselskaber Cerius og Radius Elnet prisen på transport af el ned. De høje energipriser, der fik Folketinget til stort set at fjerne elafgiften, betød, at selskaberne stort set samtidig skruede voldsomt op for transport-udgiften.
Forklaringen var, at den dyre strøm gjorde omkostningen ved at transportere el højere. Men nu da elprisen er kommet ned på et mere normalt leje, vil de to selskaber også tage toppen af transportudgiften.
Modsat tidligere, hvor selskaberne krævede den samme udgift døgnet ud, valgte man fra nytår en differentieret prisstruktur, hvor kogespidsen (kl. 17-21) blev dyr, mens den faldt om natten. En struktur, som fortsætter.
Den gennemsnitlige C-tarif, der gælder for alle de private husstande i Radius’ område, falder med 18 procent fra 70 øre/kWh til 57 øre/kWh inklusive moms. Det største fald i pris vil kunderne opleve om vinteren i kogespidsen, mellem klokken 17 og 21. Her går prisen fra 207 øre/kWh til 170 øre/kWh, mens prisen om natten, hvor en privat husstand typisk har cirka 20 procent af deres strømforbrug, falder fra 23 øre/KWh til 19 øre/kWh.
Hos Cerius’ område falder C-trariffen med 20 procent fra 68 øre/kWh til 54 øre/kWh inklusive moms. Det største fald i pris vil kunderne opleve om vinteren i kogespidsen, mellem klokken 17 og 21. Her går prisen fra 200 øre/kWh til 160 øre/kWh, mens prisen om natten, hvor en privat husstand typisk har cirka 20 procent af deres strømforbrug, falder fra 22 øre/KWh til 18 øre/kWh.
Hvis priserne på el stiger igen, ser selskaberne sig nødsaget til at sætte priserne op igen, forklarer Cäthe Juul Bay-Smidt, funktionschef i Cerius og Radius Elnet.
– Vi holder hele tiden øje med elpriserne, og hvis de stiger igen her i 2023, kommer vi til at følge med ret hurtigt, da vi på grund af lovgivningen kun har kort tid til at få dækket ekstraordinært høje omkostninger.
Kilde: Radius