Over halvdelen af danskerne holder dagligt øje med elprisen, viser en undersøgelsen foretaget af Energi Fyn.
Stort set alle tænker over, hvordan de kan spare på strømmen, men når de kommer til viden om, hvor strømmen faktisk kommer fra, står de fleste danskere af. 75 procent ved ganske enkelt ikke, hvor deres strøm kommer fra.
Mange har dog et bud – som er helt forkert.
– Flere tror, at deres strøm bliver købt fra lokale vindmøller eller andre lokale produktionskilder. I virkeligheden bliver det hele handlet på den nordiske elbørs, og markedets prissætning afgør, hvor vi får strømmen fra, fortæller Ane Rask, der er chef for administration og handel hos Energi Fyn, og fortsætter:
– Hvis det for eksempel blæser meget i Danmark, eller hvis Sverige og Norge har gode forhold til at producere billig strøm fra hydroanlæg eller lignende, så er udbuddet større end efterspørgslen, hvilket sænker elpriserne. Er nabolandenes strøm billigere end vores egen, importerer vi strømmen, selvom vi selv producerer rigeligt i Danmark, forklarer Ane Rask.
Derfor kan forbrugerne ikke regne med, at det er lokale aktører, der har produceret strømmen i stikkontakten. Her spiller vejforhold og prisen på elbørsen ind. Strøm fra forskellige energikilder blandes sammen i elnettet og føres frem og tilbage i Danmark og mellem nabolandene.
– Hvis der er rigtig meget vind i både Danmark og Tyskland, bliver der produceret mere, end der er behov for. Strøm kan ikke bare gå tabt, det skal bruges, så det bliver sendt rundt mellem landene, siger Ane Rask.
Kilde: Energi Fyn