Ofte anvender man fodboldbaner, når man skal anskueliggøre et størrelsesforhold. Derfor har række brancheorganisationer regnet ud, at vi skal plante 250.000 fodboldbaner til med skov.
Den megen nye skov kan for alvor sætte skub i den grønne omstilling, og kan yderligere hjælpe på en fremtid, hvor vi skal anvende langt mere træ til bl.a. byggeriet.
Udover at binde en masse CO2, er et nyt skovareal af dette omfang godt for biodiversiteten og for den danske økonomi. Ifølge Træ- og Møbelindustrien i DI, Dansk Skovforening, Dansk Træforening og Danske Byggecentre, der står bag idéen, bidrager træsektoren til samfundsøkonomien med 40 mia. kr. om året.
– At træ fylder så meget økonomisk og skaber så mange arbejdspladser, tror jeg er en stor overraskelse for mange danskere. Der er traditionelt stor opmærksom på Danmark som industri- og fødevarenation, men der al mulig grund til at rette blikket mod betydningen af træsektoren. Især fordi skovdrift og træ kan yde et væsentlig bidrag til den grønne omstilling, siger Palle Thomsen, direktør i Danske Byggecentre.
Der er allerede planer om skovrejsning. Regeringen har fremlagt en målsætning om at rejse 250.000 ha skov i Danmark, men det er ikke nok, og derfor forslaget om yderligere skov.
– Træ spiller en vigtig rolle for omstillingen til et fossilfrit samfund. Og den betydning kan blive endnu større, hvis vi i Danmark gør mere for at udnytte det store klimapotentiale, som træ tilbyder. Det kræver, at vi planter mere skov og sikrer forsyningen af træ fra danske og udenlandske skove, siger Lærke Flader, branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien.
På klimafronten har skov et stort potentiale. Mens skoven vokser op, binder træerne store mængder CO2, og den forbliver bundet, selvom når man fælder skoven og anvender den til møbelproduktion, husbyggeri eller noget helt tredje. Først ved fx afbrænding frigives CO2 igen til atmosfæren.
– Der er ganske enkelt et enormt klimapotentiale i øget brug af træ, siger Jakob Rygg Klaumann, direktør i Dansk Træforening.
Hvis man i øvrigt har svært ved at overskue, hvor meget 250.000 fodboldbaner egentligt er, svarer det i runde tal til det meste af Fyn.
Kilde: Træ- og Møbelindustrien