Vi skal alle sammen på et tidspunkt over bag rattet i en elbil, men alt efter ens pengepung, kan det være en fornuftig bil, eller mere, skal vi sige, ekstreme biler.
For mens modeller fra Porsche, Audi eller Tesla måske nok ses som toppen af dagligdagsbilerne men de ligger langt fra toppen, når de dyre drenge for alvor folder sig ud
Klimafokus har sakset nogle af de mest spændende modeller af den sidste slags fra en liste udarbejdet af Electrek.com.
Listen indeholder mærker, som mange nok aldrig har hørt om, nogle modeller er eller bliver produceret i små styktal, og det er ingen hemmelighed, at der skal en velpolstret bankkonto for at få nøglen til dem.
Som altid i denne type af ranglister, begynder vi fra “bunden”. Men hæng på, det bliver vildt til sidst.
EP9
I “bunden” af listen finder vi en model, der nok vil overraske de fleste, nemlig EP9 fra kinesiske Nio. Modsat alle andre på listen, producerer Nio også biler til os mere dødelige.

EP9 er, som alle andre på listen, udstyret med fire elmotorer, en til hvert hjul. Det giver tilsammen 1.341 hk, en 0-100 km/t-tid på hæderlige 2,7 sek og en topfart på 350 km/t. Rækkevidden er på den pæne side af 400 km, mens genopladningstiden ikke kan afskrække de bedste af dagens familie-elbiler
Den blev oprindeligt kun produceret i seks styk, der alle blev solgt til et investeringfirma for 1,2 mio $ (7.9 mio. kr.). Det fik fabrikken til at producere 10 mere. Normalt ville det sende prisen lidt ned, men de blev solgt for 1,5 mio. $ (9,9 mio. kr.). Dyrt, måske, men det er faktisk den billigste bil på listen.
Hispano Suiza
Hispano Suiza siger formentligt kun noget for bilnørder. Det spanske mærke blev grundlagt for 120 år siden, men der er mange årtier siden, man sidst har kunnet købe en ny Hispano Suiza.

Også med denne model skal man være hurtigt ude. Der vil således kun blive produceret 19 udgaver af Hispano Suiza Carmen og kun fem af dem vil være den endnu mere vilde Carmen Boulogne.
Også her er der fire elmotorer med en samlet effekt på 1.114 hk. Men interessant nok sidder alle fire motorer på bagakslen. De har kræfter nok til 0-100 km/t tid under 2,6. Batteriet er på bare 80 kWh, så rækkevidden er yderst teoretiske 400 km.
Prisen for en Hispano Suiza Carmen er 1,93 mio. $ (12,7 mio. kr.) – men det er kun en startpris forstås
Rimac Automobili Nevera
Man behøver ikke nødvendigvis være en stor bilnation, for at kunne blande sig i topfeltet. Det viser kroatiske Rimac og deres model Nevera.

Her kommer der virkelig fart over feltet. Både på asfalten og på prisen. Nevera har, naturligvis, fire elmotorer, men de er noget stærkere end dem hos de forrige biler. Her er ikke mindre end 1.914 hk, og en 0-100 km/t-tid på 1.85 sekunder. En tid man dog skal tage med forbehold, da den er målt med såkaldt one-foot roll-out, en teknik fra drag-racerbanerne, som kort fortalt betyder, at bilen ikke stod helt stille, da man begyndte at måle.
Rækkevidden er opgivet til pæne 550 km. Til gengæld er opladningseffekt helt ekstrem. Over 330 kW kunne den modtage, altså tæt på grænsen for, hvad de allerhurtigste ladere kan levere i dag.
Nevera bliver ikke hverdagskost på vejene, men dog ikke så unik som hverken EP9 eller modellerne fra Hispano Suiza. Der er planlagt 150 styks.
Til gengæld vil de glade ejere have sluppet mindst 2,4 mio. $ (15,8 mio. kr.) for fornøjelsen.
Automobili Pininfarina Battista Anniversario
Automobili Pininfarina Battista Anniversario – alene navnet er imponerende – er et kærlighedsbarn med flere forældre. Bilen er udviklet i fællesskab mellem tyske Automobili Pininfarina i München og det italienske bildesignfirma Pininfarina.

Bilnørder vil vide, at mens Pininfarina har stået bag designet på mange biler, bliver modellen Battista den første, der bærer designfirmaets navn.
I øvrigt er der endnu en, der blander sig i faderskabet, for batteripakken på 120 kWh, kommer fra Rimac.
Battista har evner, der meget ligner Rimac. 0-100 foregår under 2 sekunder, rækkevidden er nogenlunde den samme. Også antallet, 150, er det samme. Men hvis man går efter Anniversario Edition Battistas-udgaven skal man skynde sig. Der bliver produceret fem. Til gengæld skal du slippe 2,9 mio. $ (19 mio. kr.) for en af dem.
Aspark
Så er vi fremme ved toppen, den japanske ugle. Virksomheden bag er japansk, hedder Aspark, mens modellen lidt overraskende hedder Owl, altså ugle. Måske ikke det mest åbenlyse valg af dyr til en nærmest absurd bil.

Som sædvanlig, fire motorer, men denne gang endnu stærkere, så den samlede effekt lander på lige en snas over 2.000 hk og mere end 2.000 Nm.
Motorerne kan rotere med mere end 15.000 omdrejninger, og er i stand vil at skyde uglen op på 100 km/t på bare 1,65 sekunder. Og det uden det føromtalte roll-out.
Tophastigheden er på ikke mindre end 400 km/t. Rækkevidden er yderst elastik-agtig, alt efter speederens placering. Helt i bund, skal man ikke regne med at kunne køre i ret lang tid. Da Lotus for nogle år siden præsenterede deres første super-elbil, Evija, med små 2.000 hk, kunne den med konstant fuld ballade køre i – otte minutter.
Om Owl kan holde længere tid ved vi intet om. Til gengæld kender vi prisen. 3,5 mio. $ eller mere end 23 mio. kr. Og det er uden danske afgifter og moms – naturligvis.
Kilde: Electrek