Mange ser brint som en afløser for olie og gas, men det er stadig fremtidsmusik. I dag kommer langt størstedelen af den europæiske brintproduktion fra fossile kilder, men bl.a. Danmark og Tyskland arbejder tæt sammen for at få sat den grønne brint på landkortet.
Det handler bl.a. om det rent praktiske med at få etableret en grænseoverskridende infrastruktur for grøn brint. Sidste år underskrev Danmark og Tyskland en fælles erklæring, der styrker det bilaterale samarbejde om grøn brint og integrationen af landenes energisystemer.
Målet er at kunne transportere grøn brint fra Danmark til det nordlige Tyskland via en landbaseret rørledning.
Nu stikker den danske og tyske klimaminister hoveder sammen for at få en status-snak. Både om det konkrete dansk/tyske samarbejde, men også om Europas fremtidige energisystem, havvind og infrastruktur for CO2-fangst og lagring.
– Det dansk-tyske samarbejde om en grænseoverskridende rørledning, der binder vores lande sammen, er et vigtigt bindeled for producenter og forbrugere af grøn brint i EU. Vi er kommet langt, siden vi skrev under på erklæringen sidste år – og når jeg ser på udviklingen i vores lande, er jeg optimistisk for fremtiden, lyder det fra Danmarks klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet